
24/08/2025 0 Kommentarer
Provstiet er flyttet i nye lokaler
Provstiet er flyttet i nye lokaler
# Nyhedsbloggen

Provstiet er flyttet i nye lokaler
I maj måned flyttede Brønderslev Provsti ind i nye lokaler i Algade 69 i Brønderslev. Det blev fejret den 21. august, hvor provstiudvalget inviterede til reception.
Både naboer, præster, menighedsrådsmedlemmer og andre samarbejdspartnere mødte op for at bese de nye lokaler i Algade. Provst Lise Lundgreen har indtil nu kun haft kontor i præstegården i Tolstrup. Provstisekretær Erik Villy Rasmussen har haft kontor i forbindelse med Brønderslev Kirkegårdskontor, men efter at både skole-kirke-konsulent Trine Nørgaard og provstisekretær Britta Djernæs kom til, blev pladsen i det ene lokale for trang.
Lokalerne i Algade har to kontorer og derudover et mødelokale, hvor der kan holdes provstiudvalgsmøder og andre udvalgsmøder.
Ved receptionen sagde provst Lise Lundgreen bl.a.:
3 medarbejdere samlet i ét lokale sprængte rammerne, provstiudvalget blev hjemløse, og provsten ville gerne sidde sammen med de andre medarbejdere. Men hvad skulle vi gøre? Bygge selv, købe en ejendom, finde et lejemål… Det blev det sidste, og vi har fået set på en del lokaler i Brønderslev i vores jagt på det rigtige. Lars Balle har tegnet en del tegninger og haft tommestokken fremme flere gange. Og vi har visualiseret efter bedste evne.
Nu er et tidligere banklokale og en tidligere frisør blevet til et provstikontor.
Det har taget sin tid – jeg læste et sted, at drægtighedstiden for en afrikansk elefant er 2 år, det kan vi måske ligefrem overgå ! Men i maj kom vi ”hjem”, og vi glæder os.
Tak for modtagelsen her i ejendommen, for hjælp og positiv opmærksomhed.
Tak til provstiudvalget for at kunne se behovet og ville handle på det.
Og så glæder jeg mig til hverdagen i de nye lokaler, som peger ind i fremtiden for Folkekirken i Brønderslev provsti, hvor vi arbejder på at kunne løse opgaverne i fællesskab og til det fælles bedste.




Kommentarer