MENU

Må man godt grine når man sørger?

Sorggruppeledere_Annelise_Birthe_og_Else.JPG
Sorggruppelederne i Brønderslev: Sygeplejerskerne Annelise Strange Møller og Birthe Sørensen og Else Hansen fra Diakonigruppen i Brønderslev Provsti.
04-11-2016

Må man godt grine når man sørger?

Siden 2014 har Folkekirkerne i Brønderslev Kommune haft et tilbud om sorggruppe tre forskellige steder.
I Brønderslev Kirke har en gruppe været i gang siden november sidste år. Gruppen begynder på en ny runde den 11. november, hvor nye deltagere er velkomne!

Et par af deltagerne har været med siden starten i november sidste år. De kommer begge fra Brønderslev og de så begge tilbuddet om sorggruppe i Oplandsavisen. Det var en svær overvindelse at komme afsted til den første samling i sorggruppen – ”Jeg håbede, at jeg ville blive syg dén dag”, siger den ene af kvinderne, som fortsætter: ”Men jeg er så glad for at jeg gjorde det, for gruppen er én stor familie nu”!

Selvom det hedder en ”Sorggruppe”, er det altså ikke et sted, hvor deltagerne sidder og tuder hele tiden! Selvfølgelig bliver der fældet en tåre ind imellem – når det f.eks. er svært at fortælle om den første jul uden livsledsageren.

Fortrolighed med nye mennesker
Deltagerne fra sorggruppen i Brønderslev understreger, at tavshedspligten i gruppen er rigtig vigtig. De har været trygge i, at det man fortalte i gruppen ikke kom videre. Og samtidig har det været så godt at opleve et sted, hvor man oplever, at de andre forstår min sorg.  Sorggruppen et sted, hvor man kan vise følelser – og få forståelse! ”Når man hører andre fortælle”, siger den ene af damerne, ”så åbner det øjnene hos én selv og giver stof til eftertanke”. I sorggruppen har lederne skabt et åbent og trygt miljø, hvor man kan slappe af og så er det ikke akavet at dele sine tanker og følelser med vildtfremmede mennesker!

Må man godt grine i en sorggruppe?
Spørger man hvad det bedste ved sorggruppen er, svarer begge promte: Fællesskabet! De griner højt og fortæller: ”I starten var der ikke nogen udenfor døren, som kunne høre, at der var nogen herinde: Nu kan man finde sorggruppen ved at gå efter lyden af høje grin herindefra! Vi har fået et godt sammenhold! I starten var der meget sagte samtale både herinde i lokalet og på vej afsted hjem fra sorggruppemødet! Men nu går snakken og latteren”!
”Og når man har mistet og sørger, så skal man lære, at man godt MÅ være glad”, fortæller den ene af deltagerne, og den anden supplerer: ”Ja - i starten var der ikke noget at grine af…”

At komme fra kælderen op på loftet igen!
Sorggruppen har flyttet de to kvinder. Den har støttet processen med at komme videre. ”Det er som at komme fra en mørk kælder og op på loftet til lyset igen” siger den ene, ”nu kan jeg se fremad og ser mere lyst på tilværelsen igen”! De fortæller også, at de tager fællesskabet med de andre fra gruppen med videre. De kendte ikke hinanden før de mødtes i gruppen – nu har de fået et sammenhold. For eksempel arrangerede de en tur til Løkken i den ene kvindes badehus, med travetur på stranden og smørrebrød og vin i badehuset – en rigtig hyggetur hvor der blev talt om alt mellem himmel og jord.
De kan kun opfordre alle til at komme afsted til sorggruppe – fordi man møder andre i samme situation og kan møde ligesindede.

Sorglederne flytter sig også!
Sorggruppen i Brønderslev har tre ledere: Sygeplejerskerne Annelise Strange Møller og Birthe Sørensen og Else Hansen fra Diakonigruppen i Brønderslev Provsti.
Det er helt tydeligt, at de tre sorggruppeledere nyder at være sammen om dette projekt. De har i løbet af dette første år været på forskellige kurser bl.a. med en hospitalspræst og de har haft noget supervision med præsten Lotte Lyngby, som gav dem rigtig gode redskaber i arbejdet.
Og så er der ingen tvivl om, at de tre kvinder bruger sig selv og tør være medmennesker sammen med deltagerne i sorggruppen. Her er humor og smil, knus og kram til alle.
Deltagerne har kun rosende ord til de tre ledere, som de mener har skabt et skønt miljø og har gjort det så godt, af at det har været første gang gruppen har fungeret.

Mindeblomster og kaffe
Sorggruppen indleder hver gang mødet med en morgensang og en varm velkomst. ”Så er der en runde, hvor hver enkelt fortæller hvordan det er gået siden sidst – de er gode til at lytte til hinanden og give hinanden gode råd – det er en varm gruppe at være i – og snakken går også på vejen ud af døren”, fortæller Else Hansen.

Efter en kop kaffe er det tid for dagens emne. En dag blev deltagerne bedt om at lave en mindeblomst. Hvor den mistedes navn skulle stå i midten og hvor de på kronbladene skulle skrive egenskaber og ting, de holdt af ved den afdøde. Det kunne være at den afdøde mand var hjælpsom, kærlig, modig og stædig – og det førte til gode samtaler og konkret hjælp til at mindes og huske den døde.
En anden gang havde lederne lagt en række ark frem med ord som vrede, glæde, håb, skyld, savn mm. ud som oplæg til en samtale om, hvilke følelser man havde oplevet siden sidste gang i sorggruppen.

Nye kan være med!
Alle – både mænd og kvinder er velkomne til at deltage i sorggruppen i Brønderslev fredage kl. 10.00-12.00 og de to andre sorggrupper i hhv. Dronninglund tirsdage kl. 10.00-12.00 og Hjallerup onsdage kl. 17.00-19.00.
Som noget nyt vil der også være en sorggruppe for unge voksne – kontakt diakonipræst Marie Kirketerp og hør mere.

Tilmelding er nødvendig – og man kan læse mere her eller i en folder, som kan hentes i kirkerne.

 

Af Pia Uth, Brønderslev Provsti

Ultimate Web A/S