MENU

Hvem kommer til jul??

Udklip.JPG
  • Udklip.JPG
  • juleaften.JPG
09-11-2018

Villy og Lis glæder sig til at holde jul i Brønderslev Kirke

Bliver det mon jul i år, når Brønderslev kirke og sognegård er under ombygning? Og ja, det gør det!

Igen i år indbyder Brønderslev Kirke og Brønderslev Provsti alle interesserede til juleaften i kirkens midlertidige lokaler på Håndværkervej 4. Her er god plads, lyse og lune lokaler, lænestole og gode toiletfaciliteter og det bliver en hyggelig ramme om juleaftensfesten. 

 Lis og Villy glæder sig til jul
”Vi glæder os rigtig meget til at holde jul i kirken i år”, siger Lis og Villy Pedersen, som er værtspar. Det er anden gang, de fejrer jul på denne måde. ”Det var en rigtig god oplevelse at fejre jul i et fællesskab af glade mennesker, da vi sidst var værter for Brønderslev Kirkes julefest og det er spændende at se, hvem vi skal holde jul med i år”, fortæller Lis K. Pedersen, der til daglig arbejder på Saltum Plejehjem. 
”Folk vil gerne møde nye mennesker og være sammen om noget i julen. Denne fest bliver aktivt valgt til og deltagerne hygger sig med hinanden og er glade for at være sammen her i stedet for at rejse langt væk”, fortæller Villy Pedersen, der til daglig er selvstændig tømrer, og medlem af Menighedsrådet i Brønderslev Kirke. 
Værtsparret håber, at mange har lyst til at holde jul sammen med dem og Lis siger, at hun glæder sig til i år at nyde juleaften uden stress og jag over julemaden – ”måske andre også har lyst til at nyde en juleaften hvor alt er klar og intet mangler”! Undervejs i festen arrangerer værtsparret forskellige overraskelser som befordrer julehyggen!
Sidste gang Villy og Lis fejrede jul i kirken, var der nogle børn med til festen – og det var en stor glæde for generationerne at fejre julen sammen – og børnene fungerede som katalysator for at folk kom til at snakke sammen! Alle børn og voksne, unge og ældre er velkomne og håbet er, at dette kan være et tilbud, som mange har lyst til at benytte sig af. I stedet for at rejse væk, sidde få eller alene, eller tage til den anden ende af landet, kan man tage til Brønderslev og fejre jul!

Mange frivillige hjælpere
Lis og Villy fremhæver det store arbejde, som Else Hansen og arrangementsgruppen gør med at finde frivillige hjælpere og sørge for at rammerne om årets hyggelige fest er på plads. 
Else Hansen er fhv. menighedsrådsmedlem og nuværende sorggruppeleder i Brønderslev Kirke, og hun glæder sig over, at mange frivillige har meldt sig til fællesskabet om at hjælpe og de sørger for at pynte op, dække julebordet, anrette og servere den gode julemad. I år har en dame endda meldt sig som hyggepianist – og hun vil spille på kirkens flygel under julemiddagen og spiller også til de forskellige julesange- og salmer, som naturligvis skal synges ved denne juleaftensfest! 
Der mangler en enkelt frivillig til de praktiske omkring julemaden, og er man interesseret kan man henvende sig til Else Hansen.  

Program for juleaften (Hent indbydelsen her)
Arrangementet begynder med mulighed for julegudstjeneste, som på grund af ombygningen af Brønderslev Kirke, i år bliver holdt i hallen på Skolegades Skole (lige ved siden af Brønderslev Kirke). 
Fra kl. 16.00 serveres kaffe og juleknas i de julepyntede lokaler på Håndværkervej. 
Efter julemiddagen tændes lysene på juletræet og den traditionelle juleaften fortsætter med julesalmer, læsning af juleevangeliet, julegaver – og mon ikke også der bliver en god julehistorie også?
Man skal selv finde ud af at komme hen til Skolegades Skole til julegudstjenesten og derefter ud til Håndværkervej. Men hvis man ønsker hjælp til transporten fra skolen og til Håndværkervej, kan kirkekontoret være behjælpelige med en løsning. Juleaftensfesten slutter kl. 21.00 og der bliver sørget for gratis hjemtransport hvis det ønskes.
Alle – fra hele Brønderslev kommune og omegn, er velkomne til at fejre en hyggelig og klassisk juleaften.  Indbydelse og detaljeret program fås i kirkerne og hos præsterne i hele Brønderslev kommune og ved henvendelse til Brønderslev kirke.

Information: 
Tid: 24. december 2018 kl. 15.30-21.00
Juleaftensgudstjeneste kl. 15.30 i hallen på Skolegades Skole.  
Fra kl. 16.00 Kaffe og juleknas på Håndværkervej 4, 9700 Brønderslev
Julemiddag kl. 17.30 
Afslutning kl. 21.00
Pris: Børn gratis, voksne 125 kr. 
Tilmelding, betaling og bestilling af hhv. transport fra Skolen til Håndværkervej og evt. hjemtransport skal ske til Kirkekontoret i Brønderslev, Håndværkervej 4, tlf. 9882 0713 senest mandag den 17. december. 
Se mere her: www.broenderslevkirke.dk eller www.broenderslevprovsti.dk 

Ultimate Web A/S